Forældre; det modsatte af autoritet?

Jeg ser mange ting når jeg bevæger mig rundt i byen. Der er desværre ikke så meget tid til det længere, men ind imellem lykkes det. Jeg smider kameraet i rygsækken og begiver mig ud i byen og oplever – det er altid spændende. Nogen gange kommer kameraet slet ikke op af tasken, men i stedet oplever jeg med øjne, ører og næse. Og sikke oplevelser!

I den sidste periode har jeg af en eller anden grund været fokuseret på opdragelse, altså hvordan ‘folk’ opdrager deres børn eller måske helt lader være. Dette indlæg blev for eksempel sat igang af et par unge piger, der råbte ‘perverse stodder’ efter en totalt uskyldig stormagasinsjulemand. De troede vist at det gjorde dem seje. Jeg var kun en kryllemillimeter fra at råbe ‘møgunger’ efter dem!
 Men nu var jeg jo ude og opleve, og som regel undgår jeg i den sammenhæng at blande mig.

Der er ingen tvivl om, at der er sket et skred i den forkerte retning. Ungerne har ingen respekt for andre, ikke engang for hinanden.

Men hvad er problemet? Jeg har teori om, at det skyldes at voksne ikke længere tør være autoriteter. Vi vil helst ikke blandes ind i noget, for man ved jo ikke hvad der kunne ske. Jeg siger ‘vi’, for indtil for nylig tænkte jeg lige sådan. Men så en dag bestemte jeg mig for at det ikke kunne passe – og reagerede!

I min barndom var et af de største problemer ved at være fræk overfor fremmede at der ganske enkelt ikke var nogen fremmede. Vi kendte alle hinanden; og alle kendte min mor og far.
  Jeg bor nu selv i en lille by, en typisk oplandsby. Det er ikke sådan at alle kender alle, men det er tæt på. Jeg kender ikke alle ungernes mor og far, men for de flestes vedkommende har jeg en ide om, hvor jeg skulle begynde at lede hvis det blev nødvendigt. Så selvfølgelig har jeg muligheden for at tage fat i ‘problemet’.

Sidste vinter kom jeg kørende i min bil, da to drenge kastede en snebold ud foran mig mens jeg kørte forbi. Jeg blev skide forskrækket, knaldede bremserne i og sprang ud af bilen. Knægtene blev temmelig overrasket og det var lynhurtigt umuligt at deres røv for skosåler. Men jeg tror de nåede at høre en del af den skideballe jeg råbte efter dem. Lidt senere på dagen så jeg dem komme gående på fortorvet væk fra mig og jeg lod bilen glide helt hen til dem. De opdagede mig først da jeg holdt ud for dem og stak hovedet ud. Genkendelse var der øjeblikkeligt, men også erkendelsen af ikke at kunne slippe væk, så de blev stående; klar til at modtage dommen.
  Men i stedet for at skælde ud spurgte jeg dem bare stille og roligt om ikke de var blevet forskrækkede da jeg stoppede – det var de! Og det havde helt klart haft den effekt, at det gjorde de ikke mere. Jeg tog mig så lige tid til at fortælle hvorfor jeg reagerede så kraftigt (knust forrude, mistet herredømme over bilen osv.) og det kunne de da godt sætte sig ind.

 En fremmed behøver man ikke at tage alvorlig. Han kan lynhurtigt rubriceres som en gammel nar, pervers stodder eller bare en dum skid. Det er stort set uden følger, for det vil være de færreste, der tager tråden op.

Jeg ved ikke om de to drenge er blevet kureret, men selv nu her mere end et efter hilser de på mig, når vi ind i mellem mødes i byen. Så det kunne helt klart svare sig at reagere, om ikke andet så har de nu fornemmelse af, at der altså også kan være andre end mor eller far, der har en holdning til deres opførsel i det offentlige rum.

 Så forældre: få jer en holdning og brug den!