Kelds Kaninkennel, Midtbyens Bindegaleri – og de andre

Tilbage i tidernes morgen flyttede jeg til Aalborg sammen med min kone, på det tidspunkt min kæreste.

For at spare lidt på de begrænsede midler delte vi en lejlighed sammen med Jørgen. Det var noget kollektiv, for som vi den gang pointerede: “Vi deler ikke tandbørste”!

Men ellers delte vi en masse gode oplevelser. Faktiske tror jeg at den periode af mit liv er en udtømmelig kilde af anekdoter og finurlige historier. Jeg tror ikke vi var mere underlige end de fleste andre på den tid og alder, det var ungdommens kådhed og fantasi – og et manglende filter til at sortere fornuftigt i de muligheder der viste sig.

Vi flyttede ind i en 2. sals lejlighed i en hjørneejendom, lige oven over et mindre pænt værtshus og med frit udsyn ud over en brostensbelagt parkeringsplads i den indre by.

Kelds Kaninkennel

Vi var tre om at dele lejligheden, men det var ikke noget kollektiv – blot et bofællesskab. Hvor forskellen helt præcist lå er svært at sige, men vi mente at den var der…

For nu at have noget at kunne henvise til, skulle vores bofællesskab jo have et navn. Og med den lidt løjerlige form for humor vi dengang kastede os rundt i, forekom det os helt naturligt at kalde stedet for “Kelds Kaninkennel”.

Vi skulle også have et skilt på døren, og der skulle selvfølgelig også stå vores jobfunktion i ‘virksomheden’. Jeg kan ikke huske hvilken titel min kone fik, men vores sambo blev udnævnt til kaninpelser og jeg var berider. Udover os tre, var Keld også på navneskiltet. Men han var aldrig i lejligheden, for han var “på rekreation for at komme sig over den sidste pelsning”! 🙂

Vi var ikke ene om at have et mærkværdigt navn. Lige om hjørnet boede en flok venner i kollektivet “Midtbyens Bindegaleri”. Derudover husker jeg “Sørens Søløvesanatorium”, som vi også havde lidt at gøre med. Og da vi senere splittede bofællesskabet, fortsatte vi i henholdsvis “Gunnars Girafparkering” og “Larsen Lirekasseri”

Hjørnet af bygning var ‘skåret af’ og det gav plads til et dobbeltvindue med udsigt direkte ud over den åbne plads. Under dette vindue hang der i lang tid over en sommer et is-flag. Om det var Premiere eller Eskimo vi reklamerede for kan jeg ikke længere huske, men til vores store ærgelse var der aldrig nogen der henvendte sig på 2. sal for at købe is.

Det samme vindue måtte også lide den tort at blive brugt til et næsten dagligt ritual. Man åbnede dobbeltvinduet godt op, satte sig i vindueskarmen og udtalte med høj og royalt affekteret stemme: “Godaften, Danmark!”

Det gav mange forundrede blikke og adskillige cyklister var ved at vælte af ‘dyret’ – og vi fik os et billigt grin!

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.