Verdens bedste naboer!

– dem har jeg. Og med naboer mener jeg ikke bare dem der bor lige omkring mig, men hele vejen. Det er ganske fornøjeligt at have så dejlige mennesker boende omkring sig.

Da vi i sin tid kiggede på huse, var det med naboer ikke noget vi spekulerede over. Det var huset og haven, vi var interesseret i.

Jeg har senere fundet ud af, at det faktisk betyder mindst lige så meget, hvem der bor i husene omkring dig. Vi har været så usædvnaligt heldige at lande i et kvarter, hvor det med naboskab stadig betyder noget. Hvis vi pludselig mangler en ingrediens til aftensmaden, så løber vi bare over på den anden side af vejen og låner – ikke noget med at skulle på jernhesten og ned til købmanden.

Vi har delt plæneklipper med en nabo, klipper hæk sammen med en nabo. Hvis vi tager på ferien, så kigger vores naboer efter huset imens. Nabohjælp er et begreb, der burde være opfundet i vores kvarter. Vi får faktisk skældud, hvis vi tager på ferie uden at sige det til naboerne!

Og det er der faktisken god grund til. For et par år siden tog vi afsted – uden at sige det til nogen – og havde lavet aftale med kammerat, der skulle fodre skildpadder og vande planter. Men da han havde været der første gang og var på vej hjem igen, stod der pludselig et par hærdebrede mænd i døren og spurgte, hvad han lige lavede der!

Heldigvis kunne han svare godt for sig, så han slap for yderligere tiltale, men havde det nu været en uvelkommen gæst var han bestemt ikke sluppet så let fra det…

Den nysgerrige nabo

Jeg har hørt flere klage over, at deres naboere er nysgerrige: de kigger efter een, når man går forbi; kigger ind ad vinduerne ud mod gaden, når de selv kommer forbi. Men det er der da ikke noget galt ved, tværtimod. Man kan da bare lade være med at lave mad nøgen eller have sex foran pejsen uden at rulle gardinet for. Det er da et spørgsmål om almindelig høflighed!

Når vi – eller vore naboer – går forbi, så kigger vi ind, for der kunne jo være nogen man skulle hilse. Og hvis ikke vi kiggede ud, kunne vi jo ikke se hvem der gik forbi. Kører der en lukket varevogn forbi i ikke al for høj fart, så kigger vi efter hvor den kører hen. Det kunne jo være en tyv der checkede kvarteret ud – og hvis han først har set et par af naboerne læne sig ud af døren for lige at holde øje, så kører han et andet sted hen. Nu er han jo blevet både set og noteret!

Når vi om sommeren sidder på terassen, der vender ud mod vejen, så holder vi øje med trafikket. På den måde kan vi holde styr på, om nogen af gadens teenagere har fået nye kærester eller tror de kan ryge uden at mor eller far opdager det. Vi kan se hvem der har fået ny bil – eller nye buler i den gamle.

Jo, jeg elsker mit kvarter. Og skal jeg flytte bliver det først den dag, jeg kan tage alle naboerne med mig!  :o)

Her er billeder fra gadefesten 2008:

[picasaView album=’Gadefest’]

Similar Posts