Udbryderkongen overlevede ikke

En morgen for et stykke tid siden fik jeg et chok: en af mine maller havde forsøgt at stikke af og var nået godt 4 meter væk fra akvariet inden støv og luft stoppede den!

Jeg har to akvarier og leopardmaller i dem begge. De har for vane at trække luft på en temmelig voldsom måde, der minder lidt om hvidhajers sæljagt: fuld fart mod overfladen og så vende i sidste øjeblik!

En enkelt gang har jeg set en malle knalde så hårdt til en mysteriesnegl med halen, at sneglen røg ud af akvariet og trillede henad gulvet.

Nu er det ikke sådan nogen søde små fisk vi snakker om her. De er 15-25cm lange og temmelig frygtingydende at se på. Udbryderen var en i mellemklassen på lidt mere end 15 cm.

Da jeg fandt den lå den helt stille, også selvom jeg pirkede lidt til den. Jeg løftede lidt i halen og den virkede meget indtørret, men den bevægede alligevel finnerne en smule.

Så jeg tog chancen og smed den op i akvariet igen. Den faldt stille til bunden, men begyndte at pumpe vand forb gællerne. Den kunne ikke rigtig bevæge sig, da huden var tørret så meget ind. Men efter et par timer kunne den da flytte sig lidt omkring.

Desværre lå den et par dage senere på bunden med bugen i vejret, så havde taget for meget skade af sin springtur.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.