“Så skulle du bare se de to andre!”

Jeg var i Polen i sidste uge til verdens største WordPress-konference: WordCamp Europe. Jeg ankom et par dage før starten, for at have tid til at se mig lidt omkring i Krakow, der er en ganske dejlig by.

På andendagen, tirsdag, havde jeg et uheld lige over middag. På vej over en vej i et lidt hurtigt tempo, snubler jeg over en sporvognsskinne, tager et par skridt fremad inden tyngdekraften får overtaget – og en anden skinne tager kærligt imod mit ansigt!

Jeg var lidt fortumlet og kunne ikke rigtigt komme op, men der var en del mennesker omkring, der hurtigt kom til hjælp og fik mig på højkant og placeret på en bænk. Flængen ved øjet blødte og jeg dryppede blod på mine bukser og min mobil.

De venlige mennesker bragte mig servietter og andet til at fjerne blodet med og der var flere i gang med at ringe 112 eller alternativt finde en taxi. Der var ikke stor tiltro til hurtig hjælp fra ambulancetjenesten i Krakow.

Et indisk par vidste, at der var et hospital i nærheden og da jeg først havde sundet mig, var de tikke noget problem for mig at gå det lille stykke. De støttede mig lidt, men jeg kunne allerede da fint gå selv.

Jeg havde dog lidt svært ved at se, for jeg havde mistet en kontaktlinse i faldet – og min ene Nothing Ear earpod, fandt jeg senere ud af.

Vi fandt hospitalet, men det viste sig kun at indeholde en dermatologisk afdeling. Og de havde ingen førstehjælpskasse.

I stedet bestilte den indiske samaritan en taxa til mig, der skulle køre mig til den nærmeste skadestue 10-12 kilometer derfra.

Jeg havde dog kun lige sat mig ind i taxaen, før jeg ombestemte mig og i stedet bad om at blive kørt til mit hotel. Flere havde udtrykt skepsis over hastigheden på skadestuen og de kunne ikke meget andet end at lime såret sammen – og det orkede jeg altså ikke at skulle sidde og vente på i timevis.

Da jeg nåede frem kunne taxachauføren fortælle, at min indiske samaritaner allerede havde betalt for turen. Jeg havde hvrken fået navn eller andet, så jeg kunne ikke engng sige tak.

På hotellet fandt de lidt førstehjælpsgrej og hjalp de mig op på værelset. Det var nødvednigt, for jeg kunne ikke se den nye kode, jeg skulle taste for at åbne døren. Den første jeg havde fået, gjaldt nemlig kun i et døgn…

På værelset rensede jeg de forskellige sår og gav det lidt antiseptisk vædske – den slags har man jo altid med, ikke? Flængen ved øjet blødte for meget til at jeg kunne pakke den ind, så i stedet satte jeg mig i sengen og fangede blodet, når det begyndte at løbe ned ad kinden.

Det tog lidt tid, så håndklædet blev så blodigt, at følte det nødvendigt lige at advare den stuepige, der skulle ordne rummet dagen efter!

Men da det var stilnet af, kunne jeg sætte det butterflyplaster på, for at holde sammen på det. Læne mig tilbage og se noget Netflix. Der var ikke så meget andet tage sig til.

Ved syvtiden var jeg dog blevet sulten, så jeg tog lidt tøj på og gik ned i døgnkiosken på hjørnet og købte en sandwich, en Snickers og noget at drikke. Et par ældre kvinder i butikken (de skulle blandt andet købe en flaske hvidvin og en flaske vodka – hver!) spurgte meget interesserede til min skade, med kvinden bag disken som tolk.

Sandwichen var en dårlig ide, for på det tidspunkt var min læbe i den ene side af dobbelt størrelse, så jeg havde ingen chance for at gabe over den. Så jeg måtte pille små stykker af den og stoppe i munden.

Næste havde jeg et sort øje og en bule i panden, men læben var allerede ved at falde ned igen.

Det gav en del kommentarer på konferencen, men da der ikke var noget der gjorde ondt, var der ingen problemer i at deltage i alt det, jeg havde planlagt.

Og bortset fra dette lille uheld, havde jeg en supergod Wordcamp. Men det er en historie for en anden dag.