Se DET er service – Mimosa FOTO

Dårlig service er der masser af så her er en historie om det modsatte…

Jeg brugte en del af min ferie i Århus, men kom lidt hurtigt hjemmefra. Jeg havde valgt ikke at tage hele foto-tasken med, men bare lagt kamera og en telelinse i rygsækken. Så selvfølgelig stod jeg et par timer senere  i Århus med et kamera UDEN STRØM!

Hvad er der ved at have et ekstra batteri og en lynlader – når idioten ikke tager det med! Suk…

Jeg skulle bruge kameraet, så jeg måtte finde en løsning. Jeg orkede ikke at køre frem og tilbage i et par timer (jeg skulle jo holde ferie), så jeg gik ind i den nærmeste foto-forretning, indstillet på at skulle købe mig endnu et ekstra batteri.

Jeg fortalte den venligt udseende fotohandler om mit problem, at jeg stod på feriens første dag og havde efterladt både hjerne og ekstra batteri derhjemme. Inden jeg fik spurgt om mere svarede han: “Kom igen i morgen formiddag, så er dit batteri klart til brug igen.”

Han fik mit batteri, jeg gik tilbage på hotellet og fik sovet. Og ganske rigtigt, da jeg kom tilbage næste morgen var mit batteri fuldt opladet og jeg var atter klar til en fotosafari i storbyjunglen!

Tak til Mimosa Foto i Århus for dejlig service!

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.