Et rædselsfuldt sprog

Her fra Ingeniøren 1999, oprindeligt fra Jyllandsposten 1989 – og derfra forsvinder ophavet i tågerne. Men det er stadig dejlig poesi!

Vi starter med lås, der i flertal er låse,
men flertal af gås er gæs - ikke gåse.
Vi taler om fod, er der fler', si'r vi fødder,
men skønt vi si'r flod, vi aldrig si'r flødder.
Er der én, er det den, er der to, si'r man disse.
Hvorfor fa'n hedder pen så - pluralt - ikke pisse?
At flertal af mand er mænd - ikke mænner,
er svært at forstå, når én tand bli'r til tænder.
Skønt flertal af and som bekendt hedder ænder,
så hører man aldrig at spand bli'r til spænder.
En anden mærkværdighed her til lands:
I tredje person er det han, ham og hans.
Er det sund logik - ja derom spø'r jeg kuns -
man ikke om damer si'r hun, hum og huns.
At synge i datid på dansk hedder sang,
men gynges imperfektum er ikke gang.
Og hvem kan forstå, hvorfor spring er sprang,
når bringe det ikke i datid er brang?
Korrekt hedder datid af bringe jo bragte,
hvor er så logikken, når man siger bagte
på basis af infinitiven at bage?
Et andet eksempel: Det hedder "at tage".
Det bøjes til datid ved, at man si'r tog.
Sku' bage så ikke i datid gi' bog?
Når bringe er bragte, sku' bagte vær' binge,
men så måtte ragte vær' datid af ringe,
og ragte det findes på dansk faktisk ikke.
Derfor må vi hel're la' spørgsmålet ligge.