Indrømmet, jeg spiller computerspil!

Jeg har spillet mange forskellige computerspil i tidens løb – og har aldrig rigtig mistet lysten til det. I perioden med smÃ¥ børn var det svært at finde tid og ro – men nu tager jeg revance! Jeg spiller online og har det skide skægt med mine medspillere, nÃ¥r jeg ellers kan finde nogen fornuftige at spille med.

De tidlige dage

Det første større spil jeg kan huske fangede mig, var Leisure Suit Larry. Det var ufatteligt enkelt med meget lidt animation, men kommunikationen i den type spil fangede mig. Der var tekstinterface, og progammørerne havde tænkt pÃ¥ næsten alle muligheder – og sÃ¥ havde det en rigtig dejlig humor.

Man skulle tænke lidt frækt, men ikke for meget. Faktisk tror jeg aldrig at jeg gennemførte spillet, selvom jeg er startet rigtig mange gange, jeg endte bare et nyt sted hver gang.

Der var flere lignende spil, som f.eks. King’s Quest, men det er alligevel Larry der har bidt sig fast. Jeg købte et par af de mange versioner, et par stykker var bedre end resten. Jeg købte pÃ¥ et tidspunkter hele serien i en samlet pakke og det var stadig den første, der ramte bedst!

Jeg havde en enkelt sjov oplevelse med Larry. Jeg spillede i et revyorkester og mens publikum kom ind og blev sat ned, spillede vi noget stille og rolig lounge-musik. Her passede temaet fra Leisure Suit Larry perfekt ind.
 Det var morsomt at se folk passere forbi; de fleste reagerede ikke, men enkelte var gennem hele spektret med undren, forklarelse – og derefter et lettere flovt smil!

Multiplayer-mareridt

De første multiplayer-spil gav utallige problemer, for man kunne bruge det meste af en aften på at få de forskellige maskiner til snakke sammen.

Men det lykkedes da med et par bilspil, noget Formel 1 og de første Need for Speed samt CS.

Til gengæld havde jeg stor succes med de første onlinespil. Selvom bÃ¥ndbredden ikke var værd at tale om, sÃ¥ lykkedes det mig faktisk at spille en del online. Først og fremmest Apache Longhawk og lignende helikopter-sims. Jeg kan ikke huske navnet pÃ¥ spillet, men vi var en 6-10 spillere i hver sin heli - enkelte med to spillere – der fløj ret langvarige og avancerede missioner. Der var spillere fra USA, Europa og en enkelt russer.

Sim’en var svær, missionerne udfordrende og al kommunikation foregik med forudbestemte fraser i spillet. Men det var online multiplayer pÃ¥ ettidspunkt, hvor der ikke var meget af den slags!

Battlefield

Battlefield 1942 ændrede min opfattelse af online spil endnu engang. Samtidig med at jeg spillede, var jeg aktiv i en newgroup alt.games.battlefield, og herfra samledes en flok fra næsten hele verden sig: USA, Europa, Australien. Vi flyttede efterhånden ud fra nyhedsgruppen og startede klanen AGB. I første omgang var det naturligvis forbogstaverne fra nyhedsgruppen, senere blev til en forkortelse for A Gaming Brotherhood; en anti-klan der stadig er aktiv.

Kernen er stadig aktiv, men har været spredt ud på forskellige spil: WoW, GRAW, Battlefield-variationer og mange andre. Ind i mellem kan en større flok samles om et spil, men ellers er det efterhånden mest det sociale aspekt, der trækker. En fælles voice-server gør, at vi kan snakke sammen på tværs af grupper og spil og stadig have en sjov aften. Eller måske snarere nat, for det er prisen for at spille med amerikanere: de er først klar til at spille når vi andre er på vej i seng!

LANparty

Undervejs har jeg været med til at arrangere forskellige formelle og uformelle lanparties, og hver gang slår det mig, hvor meget sjovere spillene bliver af det. Det kan godt være at der er mere socialt i spillene i dag end for nogle år siden, men det er altså sjovere når man kan håne sidemanden direkte end via en eller anden voice-klient!

En samling unge eller ældre drenge (af begge køn, omen det ene ofte er overrepræsenteret…) i et stort rum, der lynhurtigt lukker af gammel hengemt gnu; det giver ligesom det hele et lidt andet perspektiv.

Samtidig dukker der ogsÃ¥ ind imellem alternative spilvarianter op: gamle spil, men bare spillet pÃ¥ en ny mÃ¥de. Jeg har kørt i jeep-race i Battlefield, løbet om kap i CS – men min personlige favorit er helt klart “Wookie”.

Wookie

Wookie er en spilvariant, der kan bruges i mange forskellige spil, ogsÃ¥ online med andre spillere. Variationen kræver to ting: at man kan angribe med kniv og at der en sniper/recon-klasse udstyret ghilliesuits– de her camoflagedragter, der mest ligner en dÃ¥rligt strikket angorasweater.

Spillet gÃ¥r ud pÃ¥ at dræbe Wookier. Modstanderens snipere kan godt ligne en wookie, og i dette spil kan/mÃ¥ wookier kun dræbes med kniv. NÃ¥r det lykkes, skriver man i chatten “Wookie” – intet andet.
 Det sjove ved spillet er, at det pÃ¥ en offentlig server ikke er alle, der kender det og ved hvad der foregÃ¥r.  Derfor gÃ¥r der gerne lidt tid og en 3-4 “Wookie” før nogen begynder at kommentere det. “Hvad sker der” eller “Hvorfor skriver du det?”.
 Man svarer ikke , for det er i spillets Ã¥nd forbudt at informere om det. Men pÃ¥ et tidspunkt finder en anden ud af det, og pludselig skriver en anden “Wookie” – og sÃ¥ er jagten gÃ¥et ind. I løbet af kort tid er der ikke længere nogen grund til at spillet spillet som det oprindeligt er tænkt, for alle render rundt og leger Wookie. Eller du er blevet sparket af serveren for ikke at tage spillet seriøst, det er ogsÃ¥ sket for mig et par gange…

Jeg har altid været mest til first-person-shooter (FPS) eller bilspil, de store MMOPRGhar aldrig rigtig fanget mig. I dag tænder jeg mest pÃ¥ spil, hvor der er fokus pÃ¥ teamplay – og hvor hastigheden ikke er alt for stor, for der kan jeg ikke længere være med. Men hvis det er taktikken, der er afgørende -sÃ¥ kan jeg stadig smadre de unge rødder!