Vil du ikke lave min hjemmeside gratis?

Jeg tror, ALLE webdesignere der starter for sig selv har fået det spørgsmål. Ofte fulgt op af den ultimative argumentation: “du må godt bruge mig som reference”!

Og jeg kan godt med det samme afsløre, at svaret er “Nej” – hvis det da ikke endda er “Hell no!”

Du er ikke spændende

Beklager, men hvis du ikke har råd til at betale for en hjemmeside, så er du temmelig sikkert ikke interessant nok til at bruge som reference.

At du har udvalgt mig som leverandør har altså ikke samme effekt som at kunne kalde sig “Leverandør til det Kongelige Danske Hof”. Beklager, hvis jeg er skyld i bristede illusioner.

Det bliver ikke godt

Hvis der ikke er nogen penge i opgaven, så skal den overståes hurtigst muligt.

Så der vil blive brugt lang tid på den kreative proces, på at finde smarte løsninger eller kæle for detaljerne.

Altså ikke noget godt eksempel at vise frem som reference.

Du er ikke en langsigtet investering

Hvis dit udgangspunkt er, at du skal have det gratis, så ser jeg ikke nogen strålende fremtid for et længerevarende samarbejde.

Jeg giver ind i mellem (nødtvunget) rabat, hvis jeg kan se gode muligheder for flere godt betalte opgaver på længere sigt. Men kun i de tilfælde.

Jeg skal leve af det

Det her er min levevej, jeg er professionel. Min tid koster penge, så jeg udvælger nøje, hvad jeg bruger den på.

Hvis du er et spændende projekt, fuld af kreative løsninger, kan give mig adgang til masser af nye opgaver, inspirere mig til nye højder – så vil jeg måske foreslå en fantastisk løsning til en billig pris.

Men dem er der utrolig få af, så du er højst sandsynligt ikke en af dem. Så: “Tak, men nej tak”.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.