Google+ må bruge dine billeder
En artikel i Politiken gjorde mig opmærksom på, hvor Googles jurister med Google+ er gået i retning af at sikre sig selv og fraskrive sig ethvert ansvar. Med Google+ har Gogle givet sig selv de allerbedste arbejdsbetingelser:
»Du bevarer din ophavsret og alle andre rettigheder, som du i forvejen har til indhold, som du indgiver, sender eller viser på eller via tjenesterne«
FInt nok, de fratager mig altså ikke retten til mine egne tekster og indhold. Hvilket faktisk heller ikke kan lade sig gøre i dansk ophavsretslovgivning. Men så kommer det:
»Ved at indgive, sende eller vise indholdet, giver du Google en permanent, uopsigelig, global, gratis og ikkeeksklusiv licens til at reproducere, tilpasse, modificere, oversætte, offentliggøre, fremføre, vise og distribuere ethvert indhold, som du indgiver, sender eller viser på eller via Googles tjenester.«»Du erklærer dig enig i, at denne licens giver Google ret til at stille den slags indhold til rådighed for andre firmaer, organisationer og enkeltpersoner, som Google samarbejder med om syndikeringstjenester samt ret til at anvende den slags indhold til brug for disse tjenester.«
Det handler ikke om skalering og oversættelse, men om at de ifølge de accepterede retningslinier må have lov at bruge dem i andre tjenester – også ikke-eksisterende. Jeg giver i virkeligheden Google carte blanche til at bruge mine billeder hvor som helst.
Det vil faktisk være lovligt for dem, at give annoncører (AdWords) mulighed for at vælge billeder fra arkivet – så langt er FB dog ikke gået. Og den ret jeg giver dem, har jeg faktisk ikke ret til at trække tilbage igen. Tilladelsen er permanent og uopsigelig.
Google har siden trukket i land og sagt, at de (Google will do no evil) aldrig kunne finde på at gå så vidt som til at bruge vores privatbilleder i f.eks. annoncer for produkter, men vi har faktisk givet dem lov til det!
Og nej, det er ikke nyt at man skal være forsigtig med, hvad man offentliggør. Men jeg nægter at gå med på den holdning, at hvis folk er dumme nok, er det også bare deres egen skyld!
Jeg har hørt folk sige, at den nuværende aflytningsskandale da blot er hvad man kan forvente og at al balladen er hysteri – det kan godt være at det er naivt at tro at det kan bremses, men så vælger jeg at være naiv. For alternativet er et samfund, der er løbet løbskt.
Det bør ikke være lovligt at lave den slags brugsbetingelser, og hvis det er, bør det være klart for enhver hav man går ind til, ikke gemt nede i en fire sider lang juridisk beskrivelse.
Kan vi ikke for det ændret, kan vi i det mindste råbe højt nok til at folk bemærker det, og ser faren. Og hvis det dermed lukker op for den almene moralske harme – så skal du også nok se Google komme på banen med alternativer, præcis som Facebook gjorde.
Se artiklen: http://politiken.dk/tjek/digitalt/computer/ECE1339841/googles-nye-sociale-netvaerk-videregiver-dine-ord-og-billeder/