Hvor er min barndoms hvide snemasser?

Jeg har ikke været den store tilhænger af miljøforkæmpernes hang til katastrofeudsigter om global opvarmning og lignende. Det har jo været så fjernt, usikkert og uvirkeligt. Men den seneste tids vejr kan ikke undgå at påvirke. Igen i december ser det ud til at være varmerekord – det er altså ikke normalt vejrlig, det her!

Så mon ikke der er et eller andet om det? Mon ikke der er et eller andet undervejs?

I hvert fald vil det være politisk selvmord idag at gå ud og tale nedsættende om miljøforkæmpere og global opvarmning.

Indtil videre skal vi nok ikke forvente os meget andet end et svagt skift i vores opfattelse af vejret: lidt mere våde somre og lidt mildere vintre…
  Ikke just lyse udsigter, men ifølge prognoserne slipper vi i Skandinavien ualmindeligt billigt. Vi får enkelte dyrearter tilbage, flere af de hvide hejre, men må desværre sige farvel til rødgran. Det er allerede nu for varmt til at den rigtigt kan trives.

Det største problem bliver nok skadedyrene. Uden en kraftig isvinter med sne og frost i længere tid er der ufattelig mange af de små kræ der overlever. Vi får myg som aldrig før, hvepsedronninger i hobetal sidder klar til at sende de stikkende horder på marmelademadsjagt og skade dyrsbekæmperne får gyldne tider – måske var det et godt tidspunkt at skifte karierre?
  Det vil kun være en overgang, får de mange kryb skaber selvfølgelig også bedre betingelser for næste led i førekæden, men der går nok lige nogle år før der igen er en balance. Og det må vi så prøve at leve med.

Under alle omstændigheder kan vi intet gøre ved den nuværende situation – udover at snakke om det, ja vejret altså. Og det er vi jo rigtig gode til…