Arne Dahl: Ondt blod

Arne Dahl kan ikke holde det samme høje niveau som for den første roman i serien om A-gruppen – men det er tæt på.

Paul Hjelm og de øvrige i A-gruppen – eller som den officielt hedder: “Rigskriminalspolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internetationale aspekter” – må endnu engang findes frem for at løse noget så spektakulært som en amerikansk seriemorder indvandret fra Amerika.

Det sender Hjelm og Kerstin til USA med de problemer det kan give i forholdet mellem dem – og kun lige genopståede forhold mellem Hjelm og hans kone..

De personlige problemer får lige lidt ekstra opmærksomhed i denne bog og det bliver lidt i perioder lidt for meget, men kun lidt!

Til gengæld holder selve plottet, omend det bliver en smule barskt, når seriemorderens torturmetoder skal beskrives. Fy for søren…

Og så bliver den underfundige humor løftet en tak op, det kan jeg godt lide. Humoren ligger lige under overfladen og dukker op de mærkværdigste steder. Som da Jorge Chavez besøger den senile Bylund og leder efter spor blandt beboere på et plejehjem:

Selvom han stadig led af en let fartblindhed, begyndte Chavez efterhånden at få sine tvivl, ikke mindst da Bylund pludselig rejste sig og blottede sit lem for en gammel dame, der kun reagerede med en hølydt gaben.

“Det var noget andet med min Alfons,” sagde hun til en anden gammel dame, der sad ved siden af hende ved bordet. “Han var velhængt, siger jeg dig. En rigtig oksesteg, der hang der og gyngede. Desværre gjorde den aldrig andet end at hænge og gynge.”

“Jaja, lille du,”  svarede den anden. “Engang Oliver og jeg sad og lirede i mørket, og han kom med den, røg det ud af mig: Nej tak, min skat, jeg har fået cerutter nok for i dag. Ikke for det, han kunne skam blive ved i timevis, til man var godt mør, det kan du lige tro. Selvom man foretrak en lidt større, når man var egen hånd, hvis du forstår hvad jeg mener.”

Chavez måbede og måtte krybe til korset. Idet han gik, hørte han damerne hviske:
“Hør, lille du, var det ikke de nye læge? Jeg mener, han er fra Libanon. Jo mindre krop, des større organ, hedder det jo dernede i troperne.”

“Jeg tror det var Oliver. an kommer en gang imellem og ser til mig. Af en død at være har han nustadig en lækker røv.”

Og jo, det er stadig en krimi og spændingen er til at skære i, men det gør bestemt ikke noget med de små humoristiske indslag!