Jeg har tabt musikken
Musik har altid været en stor del af min liv. Jeg kommer fra et hjem med klaver, og selvom jeg i protest mod mine tre ældre søstre nægtede at gå til klaverundervisning, så blev musikken en stor del af mit liv.
Jeg havde musik som valgfag i 7-9 klasse og spillede til dimmisionsfesten alle tre år. I gymnasiet gik jeg på den matematisk-musiske linje (mine søstre havde været sproglige..) og lærte både en del teori og praksis.
Senere delte jeg lejlighed med musikere og kom på de værtshuse, hvor de konservatoriestud. hang ud. Selv gik jeg på seminariet og valgte IKKE at have musik som linjefag, udfra tanken om, at det kunne jeg jo allerede undervise i.
Spillede i FDF og i et suppe-steg-is orkester – og blev ved længe efter et holdt op med at kunne betale sig. Det var jo stadigvæk sjovt.
Blev lærer med musik som et af mine hovedfag og skrev og instruerede flere musicals.
Men så ændrede det hele sig….
Efter en depression udløst af stress (og det er en anden historie helt for sig selv) forsvandt min glæde for musik. Jeg hørte musik i radioen, men det betød ikke noget. Instrumenterne stod/hang og samlede støv. Min pladesamling fik lov til at stå i fred.
Musikken var stadig en del af mit liv, men en langt mindre del end tidligere.
Jeg tror, der gik omkring 10 år, før jeg atter satte mig med et instrument. Hvilken skuffelse. Jeg havde tidligere brugt det som afstresning bare at sætte sig til klaveret og lade musikken flyde fra fingrene – flyde med, hvorhen den og tankerne tog mig. Det kunne jeg ikke mere.
Den smule teknik og evne jeg havde haft, var væk. Alt, hvad der før kom let og uden tanke, krævede nu hårdt arbejde og bevidsthed. Det var nu igen en (pr)øvelse at spille musik, intet kom af sig selv. Ingen afstressning, kun frustrationer over ikke at kunne det samme som før.
Det har været hårdt at skulle arbejde det hele op igen og i lang tid har jeg kun spillet, når jeg var alene. Men nu kan jeg mærke, at det begynder at være som før. Der er stadig lang vej igen, og måske når jeg aldrig samme niveau igen. Men musikken er igen hvor den var før, ikke kun en baggrundsstøj, nu er det noget der betyder noget og berører mig.
Jeg kan synge i bilen (alene) og spille lidt for mig selv. Men der er lys for enden af tunnellen.
