Havregryn smager bedst før 8

Til hverdag kan jeg ikke undvære mine havregryn med mælk. Jeg vælter ud af sengen, bliver vasket – og så hælder jeg havregryn og lidt rosiner i en skål og hælder mælk over. Så kan det lige få lov at trække lidt inden jeg skal spise, det har min mave det bedst med.

Havregrynene giver mig den energi, der skal til for at komme godt i gang. Det er måske nok efterhånden ligeså meget ritualet i det, som det er smagen af dem.

Så – hvor utroligt det end lyder – havregrynene kommer lang tid før den første kop kaffe!

Men kun hvis jeg står tidligt op.

Ligger jeg og snuer den på en fridag til en gang efter ni, så er det ikke længere havregryn, der står først på programmet. Så skal der laves kaffe – friskmalede i stempel eller filter – inden der sker noget som helst. Og jeg har slet ikke lyst til at spise havregryn…

Så står den på franskbrød, knækbrød eller lignende. I weekenden kan vi godt finde på at lave en gang brunch, men jeg kan ikke vente til resten af familien er nået så lang, så jeg er stadigvæk nødt til at have et eller andet til lige at tage den værste sult. Men de bliver ikke havregryn.

Jeg har også forsøgt mig med andre morgenmadsprodukter – cerealier hedder det vist på nydansk. De fleste er som at stikke tungen ud af vinduet, ingen energi til mig der. God græsk yoghurt med mysli kan godt an, men igen er det mere weekendmad.

Resten af familien er også til havregryn eller i hvert fald 3/4 af os. Så der ryger nogen pakker havregryn og liter mælk igennem huset i løbet af en uge. Det ser voldsomt ud, når vi smider 5 pakker gryn i kurven!

Som en sidebemærkning, der intet har tilfælles med havregryn ud over titlen kan jeg anbefale http://theoatmeal.com/ XD

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.