Dsc 5559 2

Mmm, lørdag morgen

Jeg kan godt lide lørdag morgener. Punktum. Måske ville nogen sætte et udråbstegn, men det ville være alt for kraftig en udmelding om noget så stilfærdigt som en lørdag morgen. Så derfor punktum.

Der er som regel stille i huset, og så kan man sidde i sin yndlingsstol – måske med et lille tæppe om benene og fødderne på en skammel – og småhygge. Lørdag morgen kan ikke bære en råhygge, men lidt småhygge over en kop varm te eller friskbrygget kaffe, det kan der godt passes ind.

Okay, indrømmet: jeg har alderen til det. Mine børn er store og jeg kan ikke længere sove længe. Så derfor er det næsten frivilligt at jeg står op, og der er ingen der har forventninger til mig på det her tidspunkt.

Og for bare nogle få år siden lå jeg glad og gerne i min seng og sov til langt op af formiddagen, hvis ellers ikke børnene stillede krav om servering af morgenmad eller andre aktiviteter, der krævede min tilstedeværelse. Men det kan jeg altså ikke mere. Jeg er udhvilet efter 6-7 timer og ligger jeg længere, får jeg ondt i ryggen.
Men så står jeg op, tager noget behageligt tøj på (jeg er dog ikke nået til campinghabit endnu) og finder mine futter. Futter er et must til sådan en morgen, for det er det eneste fodtøj man kan trisse i. Og at trisse er vigtigt på den slags lørdag morgner.

Og så sidder jeg i min stol og læser måske lidt, kigger lidt ud i haven – eller måske bare tomt ud i luften – og venter på at en tanke kommer forbi. Det er ikke altid det sker, men det er jo også lige meget. Tanken skal ikke bruges til noget, og nogen gange kan den faktisk komme i vejen denne utravlhed.

Og der er et akvarie lige ved siden af min stol, og det hjælper med til at få tempoet ned og tømme hovedet for tanker. Det er meget afslappende at se fiskene svømme rundt mellem hinanden og den sagte lyd af en pumpe summen og lysstyringens stille tik-tak, skaber en næsten meditativ tilstand.

Og når man så har siddet der lidt – eller måske længe – så kommer der tanker forbi. Nogen kan man filosofere over, andre skal bare vendes lidt, perspektiveres, strækkes eller samles, hvad den tanke nu lige lægger op til.

Og lidt efter lidt vender man så tilbage til dagligdagen, tilpas nede i gear til at weekendens gøremål kan udføres uden stress. Dejlige lørdag morgen.

Nu vil jeg gå ud og vaske noget tøj.

Similar Posts