Det er ikke sjovt at være nabo til Gibraltar

  Det er skægt, som et nyt perspektiv kan ændre hvordan man ser på tingene. Man tror man ved en hel masse om hvordan tingene hænger sammen, og pludselig får man et skub en anden retning – og det hele ser med et helt anderledes ud.

Lige siden vi første gang bestemte at årets feriemål skulle være Malaga -eller i hvert fald i nærheden – har jeg snakket om at ville se Gibraltar. Det var ikke noget der var fastlagt, bare et ønske blandt mange andre. Mest fordi det kunne være lidt skægt at se denne dinosaur fra fortiden.

Men så kommer jeg herned og læser lidt i den lokale presse: “Sur in English“. Gibraltar får faktisk en hel del støtte fra Spanien, ikke direkte men via udbygning af infrastruktur, såsom veje, energi og kommunikation.

Den spanske region, der har grænse direkte op til Gibraltar hedder La Linea. Det er for øvrigt den sidste grænse i Europa, for Gibraltar er ikke med i Schengen-aftalen og der bliver derfor ivrigt checket pas på begge sider af ivrige toldere, gendarmer eller hvad de nu er.

Nå, men borgmesteren i La Linea er ved at være lidt træt af Gibraltar, for det er hans region, der skal sørge for at de mange millioner af turister kan komme uhindret ind og ud af Gibraltar – uden at de mange turister lægger så meget som en eneste cent i hans område.

Nu har de så valgt at skære ned på antallet af grænsevagter, men uden at mindske grundigheden ved kontrollen. Det har naturligvis – som ved en hvilken som helst anden arbejde-efter-reglerne-aktion – givet lage køer ved grænseposterne.

Og resultatet har været næsten øjeblikkeligt: skældud fra både Gibraltar, UK og den spanske centraladministration.

Men jeg forstår ham godt. Og i sympati vil jeg undlade at drage til Gibraltar denne gang og i stedet tage en dag mere ved stranden…