En travl og dejlig fridag
Jeg har haft den mest fantastiske fridag, selvom det var lige ved at jeg blev stressset af alt det jeg skulle nå. Men sådan er det jo, når det kun sker en sjælden gang, der står så mange ting i kø.
Jeg startede med at køre min kone på arbejde. Det gør jeg næsten hver dag, hvis ellers det passer med vores arbejdstider. Godt nok havde jeg fri, men med det program jeg havde for dagen, var der ikke tid til at sove længe – så vækkeuret ringede kl. 6:30 som sædvanligt, selv på min fridag.
Efter at hun var sat af, måtte jeg tilbage igen, for jeg skulle lige se, om ikke jeg kunne nå at blive klippet. Det passer mig utroligt dårligt at skulle reservere tid til en klipning, men fra 8 til 9 er der ingen tidsbestilling, det er meget bedre.
Jeg var heldig at der var en ledig stol, og da der ikke skulle klippes så meget hår af , kunne jeg endda nå at være inde i byen igen til kl 9.
Der havde jeg nemlig en aftale med en god ven, vi skulle bare lige mødes over en kop kaffe og sludre lidt om løst og fast. Det gør vi med mellemrum, omend det med mit nye ansættelsesforhld er blevet nogle meget lange mellemrum. Så der går lidt længere tid iden vi har snakket kunder, musik, selvstændigt erhverv, kaffe og meget, meget mere. Klokken var faktisk næsten 12 inden vi havde fået drukket to kopper kaffe og havde fået snaket færdig.
Så var der lige tid til en tur op ad gågaden og tilbage igen, inden jeg kunne hente min bil (64kr fattigere!) i parkeringshuset og køre til Nørresundby. Den egentlige årsag til min fridag var nemlig et tandlægebesøg, der dog var blevet noget mindre drastisk end da jeg afastte en hel dag til det. I stedet for en fuld kroningsceremoni kunne det klares med første del af en genetableret rodbehandling, ‘kun’ 700kr og en god time kostede det mig.
Det gav tid til at køre til Vodskov og et længe tiltrængt besøg hos min mor, der også blev passende glad for det uventede besøg. Der var ikke tid til at drikke kaffe, for jeg skulle tilbage til Aalborg og hente Vivi på arbejde og tage hende med hjem.
10 kartofler og en kylling i passende stykker røg i ovnen, og lidt senere kunne vi spise aftensmad. Siden da har aftenen budt på hygge foran fjerneren, hvor Jakob servede den æblekage, han bare var NØDT til at lave.
Dejlig dag – og nu godnat, og sov godt! :o)