Jeg savner ord
Nej, det er egentlig ikke rigtigt, for jeg har ordene. Jeg mangler bare at bruge dem – eller at høre dem blive brugt.
De gode danske ord, der ganske langsomt forsvinder fra sproget, fordi de ikke bliver brugt og kommer til at virke gammeldags. Jeg nævner i flæng:
- Slambert
- Slubbert
- lurendrejer
- spasmager
- gavtyv
- socialdemokrat
– hvis nogen kan øge listen er de mere end velkomne, der er sikkkert mange flere. Alle ordene (næsten) er betegnelser for personer der ved at fordreje virkelighedsopfattelsen hos andre kan øge egen betydning – om man så vil kalde det snyd, manipulation eller morsomheder er udelukkende et spørgsmål om konsekvens og synsvinkel. Men de giver en utrolig bred vifte af ord og sørge for muligheder for at sige lige præcis det man mener, hverken mere eller mindre.
De gamle ord forsvinder fra det daglige sprog og efterhånden hører vi dem kun brugt med ekceptionel aktikulation i gamle film fra Saga og Nordisk Film. Synd og skam, men det er jo konsekvensen af at have et levende sprog i evig forandring.
Englænderne er dog væsenlig bedre til at fastholde de gamle udtryk, eller har i hvert fald været det op til nyere tid. Deres sprog er i dag langt mere nuanceret fordi flere ord og begreber har overlevet tidens tand og stadig er i brug i tale og litteratur. Det skal dog siges at min erfaring med engelsk nutidssprog er begrænset, så måske gennemgår de nu samme udlugningsproces som vi gør.
Men der er måske håb endnu, for på trods af den kraftige påvirkning fra engelsk og amerikansk, så er der en stigende opmærksomhed om det danske sprog, også i moderne udtryksformer. Jeg sad for nyligt og hørte radio (altså ikke DAB eller internet, men den gammeldags æterbårne) og lagde der mærke til en rapper/sanger, der brugte udtrykket ‘et stykke kage’. Det handlede ikke om konditori eller bagværk, men om noget der var nemt; altså en direkte oversættelse/undersættelse fra det engelske ‘piece of cake’.
(og lad mig så lige undskylde at socialdemokraten fik sig sneget ind i listen. Jeg sad med både Kaptajn Haddocks og Egon Olsens remser af ukvemsord i hovedet og så slap den altså ud ;-) Beklager hvis nogen har følt sig stødt på manchetterne )