Sådan en vindbøjtel!
Politikere, vig bort! Først skal vi skære børnechecken helt ind til benet for at tilfredsstille Dansk Floskelparti, men da så folket stiller sig på bagbenene svinger han hurtigt over og siger: “Nåh, sådan var det nu heller ikke ment”.
Så i stedet for at det skal gå ud over 160.000 familier, rammer det nu kun 50.000…
Sig mig lige hvor vi kan finde statsmænd, eller blot folk med så kraftige idealer, at de er villige til at stille op og sige deres mening – og så stå ved de idealer uanset om de er ildeset og kan koste dem taburetten.
Nej, populismen har fået overtaget. Det handler ikke om meninger og idealer, men om at tækkes så mange som muligt og træde så få som muligt over tæerne. Men altså kun når det gælder folk med indflydelse og stemmeret – de andre er de totalt ligeglade med.
Jeg forstår godt de stakkels direktører for store virksomheder, der efterhånden kan glemme alt om langsigtet planlægning i lille Danmark. Vi får endnu engang et smalt flertal, der væltes ved næste valg og så kan man starte forfra.
Kære forældre, når nu børnechecken ryger, så husk lige at lær jeres børn at se på politikernes handling – deres tale er alligevel intet værd. Og lad os så få journalisterne til at være seriøse minde-bærere – husk politikernes udtalelser og lad dem få lov at kvæles i deres egne ord,når de forsøger at slippe ud af knibe et halvt år senere ved at mene noget nyt og komme med alt-for-sent undskyldninger.
Føj, altså!